Foreningens samværspolitik

Læs den sammen med dine forældre


Udarbejdet i fællesskab af bestyrelse, plotgruppe og arrangører Maj 2024, og vedtaget ved den ordinære generalforsamling 15. februar 2025

I MRF vil vi altid stræbe efter at alle har det godt og føler sig trygge når vi færdes i skoven eller mødes til andre arrangementer. Det er alles pligt at respektere hinanden og passe på hinanden. Derfor har vi en samværspolitik (SVP), som vi kan læne os opad, så vi ved hvad der er god opførsel og godt kammeratskab og hvad der er uønsket adfærd.

Gensidig respekt.
I MRF respekterer vi hinanden og diskriminerer ikke på baggrund af for eksempel hudfarve, religion, seksualitet eller udseende. Det betyder at vi accepterer alle på lige fod, bruger deres ønskede pronominer (han/hun/de/hen) og respekterer at vi alle har forskellige grænser.

Tryghedsværter
Dette er en person man kan gå til, hvis man oplever noget, der ikke føles rigtigt. Disse personer vil kunne lytte, hjælpe i situationen her og nu, eventuelt tilkalde relevante myndigheder, sætte plaster på, mægle i en situation der kan klares her og nu eller hjælpe med at tage en sag videre til bestyrelsen. En tryghedsvært kan ikke træffe nogle afgørelser i form af sanktioner.
Det tilstræbes at tryghedsværter har været afsted på tryghedsværtsuddannelse, og dermed er klædt bedst muligt på til opgaven.
Se punktet ”Ansvarlige til arrangementer”, for hvornår MRF stiller tryghedsværter til rådighed.

Tjek ind, tjek op, tjek efter.
For at hjælpe med at alle får en god oplevelse har vi en Tjek ind, Tjek op, Tjek efter politik.
Det betyder at:
  • Man Tjekker ind, inden man begynder en scene, hvor spillet kan blive lidt ud over det sædvanlige, og sørger for at alle er ok med situationen.
  • Man Tjekker op undervejs; har alle det stadig godt? Både ved at spørge med ord og holde øje med hinandens reaktioner.
  • Man Tjekker efter, når scenen eller spillet er slut, har alle det stadig godt? Er der noget vi skal snakke om?

Tryghedsskabende
Selvom alle bestræber sig på at opføre sig ordentligt overfor hinanden, kan der desværre alligevel opstå situationer, hvor nogen får overskredet deres grænser. Dine grænser er overskredet, hvis du oplever noget, som får dig til at føle dig utilpas, utryg, forkert eller mærkelig. Det kan også være at du oplever at en anden bliver udsat for noget, du ikke synes er i orden. I disse tilfælde er det vigtigt at du tager fat i en Tryghedsvært, GM eller bestyrelsesmedlem, så vi kan hjælpe til. Nogle gange er det først efter spillet er slut og man kommer hjem, at man opdager at noget ikke var i orden. Derfor må man også gerne kontakte os efter spillet. Dette gælder også for forældre/værger/venner, at de må kontakte os på vegne af dem der har oplevet noget.

Vi har sat nogle grænser for jer, disse er generelle grænser – personlige grænser kan være ud over og skal også respekteres.
  • Man skal respektere gulbåndsspillere, da der er forskellige årsager til at man ikke kan indgå i forskellige situationer.
  • Spil af romantisk karakter begrænses til seniorer.
    Der skal selvfølgelig stadig altid tjekkes op, i forhold til vores ”tjek ind, tjek op og tjek efter”-politik.
  • Man må gerne give sin kæreste et kys eller et kram, men gem resten af kæresterierne til I kommer hjem.
  • Spil af seksuel karakter hører ikke hjemme i en juniorkampagne.
Derudover har vi en forventning om, at alle vores seniorer viser sig som gode rollemodeller overfor vores juniorer, og hjælper med at skabe den næste generation af gode rollespillere og rollemodeller.

Eskaleringstrappe
Hvis en person overtræder dine grænser, eller på anden måde opfører sig uforsvarligt, har bestyrelsen følgende handlemuligheder.
  1. Tale med de personer, der er indblandet i hændelsen og forsøge at mægle.
  2. Venlig henstilling: Den person, der har optrådt forkert, bliver bedt om at ændre adfærd, ellers vil man få en alvorlig advarsel.
  3. Alvorlig advarsel: Den person, der har optrådt forkert, fortælles at de skal ændre opførsel, ellers leder det til bortvisning.
  4. Midlertidig bortvisning: Den person, der har optrådt forkert, sendes hjem og fortælles hvornår de kan vende tilbage.
  5. Permanent bortvisning: Den person, der har optrådt forkert, sendes hjem og kan ikke møde op til fremtidige MRF-arrangementer.
Hvis bestyrelsen skønner det nødvendigt, vil relevante myndigheder blive kontaktet.
Bestyrelsen opbevarer oplysninger om advarsler og bortvisninger i et internt arbejdsdokument. Du kan altid bede om at få at vide hvilke oplysninger, vi har om dig.
Du kan læse mere om proceduren for bortvisning i vores vedtægter.

Hvornår gælder samværspolitikken
MRF tilbyder forskellige aktiviteter for vores medlemmer. Disse aktiviteter er bl.a. rollespil i skoven, snak på vores discord server, Minecraft, halloween og andet.
Vores SVP gælder til alle arrangementer og aktiviteter hvor MRF er afsender. Derudover anbefaler vi, at man overholder SVP’en til private arrangementer, hvor MRF er omdrejningspunktet.

Forældrenes rolle i MRF
Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at MRF er en forening drevet af frivillige og ikke er en pasningsordning. Vi forventer derfor, at alle kan klare sig selv og opfører sig ordentligt.

Vi i MRF vil altid gøre alt hvad der står i vores magt for at give gode oplevelser videre, sammen med vores passion for rollespil. Desværre kan vi ikke have øjne alle steder og derfor er vi afhængige af, at bl.a. forældre kommer med feedback, og hjælper os med at opdage problemer, så de kan løses. Vi ønsker at der skal være plads til alle i skoven, og vil derfor altid indgå i en konstruktiv dialog, og vi forventer at forældre ønsker det samme.
Hvis bestyrelsen alligevel finder det nødvendigt at udstede en advarsel, vil vi kontakte forældrene til det berørte barn, og vi forventer at I snakker med jeres barn om hændelsen.

Ansvarlige til arrangementer
Vi bestræber os på altid at have mindst 2 bestyrelsesmedlemmer/arrangører som ansvarlige ved arrangementer og mindst 1 tryghedsvært til stede, som kan være en af de 2 bestyrelsesmedlemmer/arrangører.
For arrangementer med færre end 10 deltagere gælder det, at den ene af de 2 kan være en person under 18.
For arrangementer med flere end 10 deltagere skal begge ansvarlige være over 18 år.
Hvis man holder et arrangement af privat karakter, med MRF som omdrejningspunkt, anbefaler vi at man har 2 ansvarlige voksne til stede.
Denne foranstaltning er en beskyttelse for både deltagere og ansvarlige.

Sidst men ikke mindst.
Vi er her for at have det sjovt, og det bliver altid sjovest, når vi alle sammen er med på legen. Husk derfor at behandle andre på samme måde, som du ønsker de skal behandle dig.

Man vinder kun i rollespil, når alle har det sjovt.