Historien

Lørdag d 19. april

“Har du hørt? Har du hørt?” Et euforisk, rødt egern løber fra træ til træ, ivrig for at dele sin viden med dig.
“Jeg bringer nyt fra helvede!" siger Ratatosk, hvorefter han hvisker en masse bandeord og ordet Einherjer. Ratatosk fortsætter:
"Mephisto er i gang med at bekrige Demigorgon, jeg fandt en frossen sø og et meget vredt væsen. Jeg forstod ikke helt hvad den sagde, bortset fra at den svor, at jævne den nye verden med jorden, men som sagt, jeg forstod ikke hvad den sagde.” Ratatosk giver så kækt et blik som et egern kan og skal til at løbe videre, men han vender sig om og kigger på dig igen.
“Nåå ja. Oraklet betalte mig også med viden om den første verden, for at bringe denne besked videre.” Ratatosk laver en forvrænget stemme, for at lyde som en gammel kone:
“Vogt jer for truslen er ej ovre. Jeres verden søges stadig af grådige væsner, som vil tømme den for liv. Mine søstre skal findes sådan at vi kan sendes hjem med alt det afskum, jeres tåbelighed har frembragt.” Ratatosk gnækker. Han taler videre med sin egen stemme:
“Jeg tilføjede selv den sidste del. Men held og lykke med det, siger jeg. Jeg tror at hun er senil og at hendes søstre døde for år tilbage. Men hvad ved jeg, andet end alt?”

Da egernet løber væk, bliver du efterladt med følelse af bekymring for fremtiden og en let hovedpine. Er dette enden på alt? Er oraklet virkelig senil, eller har hun ret i de ting hun fortæller? Hvad sker der, hvis man giver Ratatosk Korfi?

Lørdag d 15. marts

Kirkeklokker kimer for ingen.
Det rådne lig af Titania fordærver i armene på hendes gom. Den snedigste af alle blev snydt og deres hjem, som holdt dem i live, blev knust.
Men næsten som om Titanias sjæl prøvede at forbande hendes drabsfolk, blev alle involverede i ritualet sendt til feernes hjem.
Et vildt og kaotisk sted. Et farverigt og dødbringende sted. Der skulle tænkes hurtigt, for ikke at forsvinde i den vilde natur. Pludselig hørtes en tordenrøst:
“TILBAGE TIL DEN VERDEN I KOMMER FRA!”.
Morderne stod foran en kvinde uden øjne. Hun kom fra den første af alle verdener. Hun kom hertil på grund af denne verdens dumhed og sløsede rejser mellem dimensioner.
Hun advarer, at der er flere væsner på vej, nogle som er langt mindre venlige end hende og hendes søstre.

I udkanten af skoven lurer en ny fare. Ukendt for denne verden, står de som skygger under træerne. En lyd kommer ud af den største af dem. En umenneskelig lyd, der ikke burde komme fra et væsen af den statur. De kigger på hinanden. Og de kigger på den pige, der går uvidende forbi.
Som ét pulsslag går de målrettet afsted. Ingen ord, blot denne klikkende lyd og den lille piges sang, der brat forstummer.

Lørdag d 15. februar

Væsnerne fra skyggerne trækker sig tilbage til det mørke, hvorfra de kom. Det eneste tegn på deres tilstedeværelse er et stykke af deres hjem, givet til Døden.

Lys brænder i resten af Skovpasset. Ildfluer, blomster og feer vælter over hinanden for at komme til den verden, som snart skal forenes med feernes hjemland. Portalen står åben for alle fæ som skal til det store bryllup. Foreningen af verdener. Foreningen af feernes dronning og stormens konge. Midtland ser en fremtid af endeløs glæde og søvnløse nætter i møde.
Blandt feerne høres dog lidt bekymring. Hvad med det forsvundne stykke af deres hjem?
Men Titania, feernes dronning, forsikrer dem. “Hvem end der besidder stykket af vores hjem vil snart forstå hvad vores kultur betyder. De vil blive gøjlere af musikkens nåde og feste med os endeløst.”

Jubel lyder blandt fæet: dette bliver den største fest nogensinde.

Lørdag d 18. januar

Skoven havde groet sig tæt.
Det blev sværere og sværere at løbe mellem træerne. Den infernalske musik lød fra træerne fra bag ham, mens de begyndte at bøje væk, for at bane vej for de væsner, som var efter ham.
Han mærkede stadig trætheden efter dansen. Den forbandede dans. Hvor længe havde han været i gang? Hvornår var hans sko gået i stykker?
Hvornår begyndte hans fødder at bløde? Det gjorde det ikke nemt at løbe igennem den kolde skov.

Men hans bønner blev hørt. Musikken stoppede brat! Lyden, som før var kommet nærmere og nærmere, var pludselig væk.
Mens han løb, kiggede han sig over skulderen for at tjekke om de stadig var efter ham. Han så ingen pels og ingen blomst.
Han løb ind i noget koldt, solidt, men eftergivende, som en skygge med substans, noget, men alligevel ingenting…
Han snublede og faldt, i hvad der virkede som en evighed.
Da han kiggede op fra jorden, så han et stort væsen i sorte og hvide nuancer. Forfærdelige horn, lavet til at skabe frygt. Et blik så mørkt, at lys blev glemt. Dets ånde var tydelig i luften og den allerede kolde skov blev betydeligt koldere.

Han bød næsten mørket velkommen. Alt var bedre end det sindssyge han kom fra.
De mørke øjne kiggede dybt ind i hans sjæl. “Der er ingen frygt i denne, Frue", sagde væsenet koldt.
“Så må du skabe det. Han skal ikke tro, at der findes frelse i vores domæne.” lød en mørk kvindelig stemme. Ren ondskab kom fra hendes læber.

Dér begyndte mandens hjerte at hamre igen. I det mindste havde han haft det sjovt med feerne… Indtil…