Menneskeracen

Her kan du læse en beskrivelse af mennesket i Midtland.

Beskrivelse

Denne race er ikke – som de øvrige – velsignet med særlige gaver fra gudernes hånd, og de har heller ikke egenskaber, som skiller dem ud fra resten af verdens folkeslag. Netop denne mangel på særpræg har imidlertid gjort menneskene ualmindeligt fleksible. Hvor de andre racer som oftest føler sig bundet til en særlig levevis, har menneskene i stedet formået at tilpasset sig til livet i alle egne af verden.

Ved at dyrke mangfoldigheden, har menneskene formået at overvinde de traditioner, som for altid har bundet de øvrige racer til ensartede og forudsigelse handlinger, og gjort dem ude af stand til at følge med tiderne. Menneskene har således udviklet sig til et fleksibelt og nytænkende folk, der har kunnet overleve, hvor alle andre før dem har fejlet.

Denne evne til at acceptere det nye og give afkald på fortiden, har tillige medført en overvældende tilbøjelighed til nyskabelse og kreativitet. Menneskene synes at nære en indædt modvilje mod fasttømrede livsmønstre, og det har gjort det muligt for dem at reformere sig og ændre deres samfund, efterhånden som det er blevet nødvendigt igennem tiderne.

Menneskene er imidlertid skrøbelige væsener. De er spinkle og svage, når de står overfor orker og dværge, og for den, der har elvernes næsten uendelige liv i tankerne, synes et menneskes liv at rinde ud på blot et øjeblik.

For at kunne overleve blandt de øvrige racer, har menneskene lært at mangfoldiggøre og udbrede deres kultur, og de formerer sig hurtige end nogen anden race. Deres antal kan mangedobles på få generationer, og de formår at sætte børn til verden under selv de mest ugunstige forhold. Mange vil ganske vist dø, men der vil altid nogle, som overlever, og snart efter vil også de være modne til at videreføre racen.

Menneskene har ofte måttet lide under de øvrige racers stridigheder, men hver gang har de alligevel formået at rejse sig, og snart efter er de døde blevet erstattet af dobbelt så mange levende. I de tilfælde, hvor menneskene har trukket sig sejrrige ud af konflikter med de øvrige racer, har det primært været i kraft af deres antal. Uanset deres svagheder og mangler, har den tilsyneladende endeløse strøm af mennesker vist sig mægtig nok til at besejre næsten enhver fjende.

Endelig er det værd at bemærke sig, at menneskene – deres antal til trods – kun sjældent er blevet gjort til offer for de øvrige racers had. Siden tidernes morgen har elvere og sortelvere plejet et evigt fjendskab, og også orker og dværge har traditionelt næret et dybt og inderligt had til hinanden. Menneskene har ikke haft en tilsvarende modsætning, og de er ofte blevet skånet for de øvrige racers nådesløse krige. Når kampene er stilnet af og landet lagt øde hen, er menneskene til gengæld strømmet til, og har hastigt formået at overtage de affolkede territorier.

Efterhånden, som menneskene har forstået, at denne adfærd er deres skæbne, har de udviklet sig til en skånselsløs race, hvor de svage må falde, for at de stærke kan komme til. Menneskene er dermed også blevet et fordærvet og forræderisk folk, og det ligger i deres natur, at man for at overleve, ofte må være beredt til at falde sine racefæller i ryggen. Et hyppigt anvendt mundheld blandt menneskene lyder da også, at den enes død er den andens brød.

Dermed har menneskene imidlertid også udviklet sig til at være deres egen værste fjende. Det sker igen og igen, at der føres indbyrdes kampe mellem menneskenes forskellige kulturer, og disse vedvarende stridigheder har gjort det næsten umuligt for racen at forene sig mod fælles fjender. Den følelse af fællesskab, der kendetegner de øvrige racer, er kun svag blandt menneskene, og det har til alle tider hindret dem i at udbrede deres magt og underkaste sig de øvrige racer.

I de årtusinder, der er passeret siden deres skabelse, har menneskene dog formået at sprede sig over størstedelen af kontinenterne. Efterhånden, som de har bevæget sig omkring i verden, har de tilpasset deres adfærd og levevis til de egne, som de har bosat sig i, og det har ført til en meget stor forskelligartethed blandt racens kulturer.

For at forstå mennesker, er det derfor en bydende nødvendighed, at man ikke blot ser på dem som race, men at man også tager deres kultur og historie i betragtning. Mere end noget andet, synes dette at være udslagsgivende for deres personlighed.

Til toppen

FYSISKE KARAKTERTRÆK

Så forskelligartede, som menneskene er i karaktertræk og personlighed, så varierende er også deres fysiske fremtoning. Der er meget store forskelle mellem kønnene, og disse forskelle er mere udtalte, end hvad man oplever hos nogle af de øvrige racer.

Mænd vil som oftest være mellem 170 og 190 centimeter høje, veje mellem 70 og 100 kilo afhængig af deres fysik, og have en betydelig kraftigere kropsbygning end kvinderne.

Kvinder er mellem 160 og 175 centimeter høje, vejer mellem 55 og 75 kilo, og kompenserer for deres ringere fysik, ved at være betydelig mere smidige og bevægelige end mændene

I de fleste egne er menneskene lyse i huden. Mennesker kan, hvis de ikke forinden møder en unaturlig død, som oftest leve indtil omkring deres 70. år. Det er dog sjældent, at menneskene lever så længe. Som oftest menes et menneske at have levet et langt og rigt liv, hvis blot det når en alder af 40 år.

Et menneske regnes for fysisk udvokset omkring sit 15. leveår. Det forventes da, at vedkommende forlader sine forældre og tager sig en mage for selv at stifte familie. Mennesker når deres fysiske højdepunkt i en alder af 30 år. Mentalt ophører mennesket aldrig med at udvikle sig, og de bliver ofte både visere og mere besindige, efterhånden som de ældes.

Når det kommer til simpel fysisk råstyrke, er mennesker som oftest både elvere, sortelvere og gobliner overlegne. Overfor dværge og orker kommer menneskenes kræfter imidlertid til kort. Mennesker er som oftest ganske muskuløse, og særligt blandt mændene betragtes dette som en attraktiv egenskab. Blandt kvinderne værdsættes i højere grad ynde og elegance, og i generelt er det oftere mændene end kvinderne, som tager sig af hårde fysiske arbejdsopgaver.

Når det gælder evnen til at udholde vedvarende fysiske belastninger, vil menneskerne fortsat være goblinerne overlegne, men synes at være ligestillede med elvere og sortelvere. Også her er dværge og orker dem overlegne.

Menneskene har en særdeles kompleks knoglestruktur, der gør deres legemer både fleksible og stærke på samme tid. Deres kroppe skades let, da huden er tynd og kødet skrøbeligt. Imidlertid formår mennesker ofte at overkomme skader med en forbløffende fart, og de overlever mange gange sygdom, der ellers har syntes skæbnesvanger.

Et menneskes krop befinder sig bedst i tempererede klimaer, og de tager skade af såvel kraftige varme– som kuldepåvirkninger. Hvis de bliver udsat for stor varme eller kulde, vil mennesker kunne dø på blot få timer.

Mennesker er imidlertid utrolig fleksible, og de har formået at tilpasse deres klædninger og livsmønstre i et sådant omfang, at de alligevel har kunnet bosætte sig og trives i dele af verden, som ellers har måttet synes ubeboelige. Hvad de mangler i fysik, formår de således mere end rigeligt at opveje gennem fornuft og tilpasningsevne.

Til toppen

BEKLÆDNING

Som menneskenes udseende og levevis varierer fra kultur til kultur, så gør deres beklædninger det samme. Såvel udformning, materialer og farvevalg varierer, og selv blandt kulturer, der står hinanden ganske nært, er der ofte afgørende forskelle.

Ofte vil mennesker bruge deres klædninger til at definere dem selv som individer såvel som til at afspejle deres kulturelle ophav. Mennesker føler sig nøgne og sårbare uden klædninger.

Tøjet har desuden den vitale funktion for menneskene, at det værner deres skrøbelige legemer mod naturens og elementernes rasen.

På de nordlige egne, hvor vejret er barskt og kulden bider hårdt, har menneskene traditionelt båret læder og andre garvede dyrehuder. Selvom stoffer vævet af plantefibre og uld med tiden har vundet indpas, så spiller de traditionelle klædninger stadig en stor rolle for nordens folk. De har i høj grad fået en rituel og symbolsk betydning, og man ser de gamle klædningsskikke som et vigtigt redskab til at holde fortidens traditioner i live.

I syden har de foretrukne materialer til gengæld været sindrigt vævede stoffer af uld fra får, geder og andre husdyr. Folket i disse egne ynder at farve deres klædninger i prangende farver, og de smykker dem også gerne med broderier og alle andre tænkelige former for prydgenstande.

Til toppen

TANKESÆT

Menneskers handlemønstre og bagvedliggende tanker er – som alt andet ved dem – forskellige fra individ til individ. Menneskers livsanskuelse og moralske værdier er i høj grad påvirket af de kulturer, hvori de er opvokset. Menneskene nærer ikke som de andre racer en følelse af at have et racemæssigt fællesskab, og for at forstå det enkelte menneskes sind, er det således i højere grad nødvendigt at beskue dennes kultur end race.

Visse grundlæggende egenskaber går dog igen fra menneske til menneske, og de vil kun yderst sjældent kunne udvandes gennem den kulturelle indflydelse.

Et helt elementært egenskab ved menneskeracen er, at den som udgangspunkt er egoistiske og forræderisk af natur. De største idealer blandt mennesker er at besidde magt og rigdomme, og de personer, som har succes hermed, bliver gjort til genstand for beundring blandt deres racefæller. Selv det at have mange børn betragter mennesker som et udtryk for rigdom.

Menneskers mål med livet er således som udgangspunkt at skrabe velstand og materielle goder til sig. Hvilke midler, de anvender, varierer dog fra individ til individ. Den sørgelige sandhed er imidlertid ofte, at såfremt hæderlige midler ikke slår til, vil mennesker herefter altid være tilbøjeligt til at søge målet på uhæderlig vis, hvis blot udsigten til gevinst er tilstrækkelig stor. Kun sortelvere og gobliner overgår menneskeracen, når det kommer til at udtænke nederdrægtige veje til personlig vinding.

Visse af de menneskelige kulturer, har haft held til at gøre op med disse destruktive træk. Man værdsætter i stedet her det tætte bånd, som findes mellem familiens eller klanens medlemmer. Denne næstekærlighed rækker dog sjældent længere end til de nærmeste få.

Et sigende træk ved menneskenes natur, er at netop disse kulturer, hvor ære og selvopofrelse hyldes som idealer, ofte betragtes som primitive og barbariske blandt resten af de menneskelige folkeslag.

I almindelighed synes mennesker at have behov for at knytte sig til en flok eller familie, og de identificerer sig oftest med personer, der enten tilhører denne, eller som de deler et fælles ophav med. Jo mindre disse kulturer er, desto stærkere synes båndet mellem individerne i dem at være. Mennesker vil som oftest værne om personer, som de på denne vis føler et kulturelt slægtskab til. Omvendt synes de på ingen måde at have skrupler, når det kommer til personer udenfor kulturen. Disse er menneskene i stedet varsomme overfor og meget hurtigt tilbøjelige til at betragte som fjender.

Til toppen

UDBREDELSE

Menneskeracen er, som det er anført adskillige gange før, en mangeartet race, som gennem årtusinder har formået at omstille sig til alle typer af leveforhold.

De nordlige riger er primært udsprunget af det hedengangne samfund, og de er kendetegnet ved en noget primitiv og tilbageholdende adfærd. De har ikke altid taget de seneste tiders kulturelle udviklinger til sig, men har i stedet holdt fast ved fortidens ritualer og traditioner.

I syden har man til gengæld længe gjort en kunst ud af at udvikle videnskaben og højkulturen. Menneskene her har oparbejdet enorme biblioteker, akademier og lignende samlingspunkter for viden. Menneskene her nærer en stor fascination for det nye og fremmede, og har også selv bidraget med utallige kulturelle fremskridt igennem tiderne. Samfundene er fokuseret på den personlige udvikling, og begreber som visdom og indsigt anses som regel for at være de højeste idealer i livet.

Til toppen

FORHOLD TIL ØVRIGE RACER

Menneskenes konstante higen efter rigdomme og nyt land at befolke, har præget deres forhold til de øvrige racer, og ført til hvad der synes som en endeløs række af stridigheder.

Menneskene har lejlighedsvist forsøgt at handle sig til dværgenes goder, men der er sjældent gået længe, før man på ny har forsøgt at tilrane sig dem på mindre hæderlig vis. Det har fået de evigt sky dværge til at trække sig endnu længere bort fra overfladen, og der er nu kun en meget sporadisk kontakt mellem mennesker og dværge. Når det endelig finder sted, er dværgene ofte meget mistroiske. Som regel med god grund.

Mennesker og elvere har flere årtusinders traditioner for konstante krigshandlinger. Elverne ser ned på menneskeracen og betragter deres udbredelse som en hån mod guderne. Elverracen er imidlertid svag i forhold til fordums tider, og forsøger nu ofte blot at værne om de skovområder, de endnu har kontrollen over. Menneskene har tilsvarende en gennemgående foragt for elverne, og ser dem som nederdrægtige levn fra fortiden, der forgæves søger at kræve land, som ikke retmæssigt tilhører dem. Det sker regelmæssigt, at der bliver skabt en skrøbelig fred mellem de to racer, men denne er som oftest kun kortlivet, og der er ikke mange, der tror på, at de to racer vil kunne leve side om side.

Orkerne, goblinerne, sortorker og troldene. Igennem tiderne har sortblodsfolket holdt sig isolerede i bjergene, og så vidt muligt forsøgt at undgå kontakt med de andre racer. Efterhånden som både dværgene og menneskerne imidlertid begyndte at bevæge sig længere og længere ind på deres territorium, blev de presset tilbage, og fik med tiden så ringe vilkår, at de blev tvunget til regelmæssigt at trække ned fra bjergene for at jage. Disse jagter har udviklet sig til konstante plyndringstogter, og sortblodsfolket spreder nu skræk og rædsel blandt de mennesker, der er bosat for nær deres lejre. Efter års stridigheder har de og menneskene udviklet et indædt had til hinanden, og det fører til kamp hver eneste gang de mødes.

Det sker af og til, at sortelverne vælger at drage op fra deres hjem i underverdenen, for at plage kontinentet med deres had og mørke kræfter. Menneskerne frygter dette folkeslag mere end noget andet, og handler på samme vis, som når konfronteret med en hvilken som helst anden fjende, de ikke forstår – Med vold og magt. De to racer ligger i evig krig, og menneskene nærer en velgrundet foragt for sortelvernes folk. Lejlighedsvis er der mennesker, som søger at handle med sortelverne, i håbet om at kunne vinde på situationen. Det er imidlertid sjældent, og har altid vist sig at få fatale konsekvenser. Efterhånden har man derfor lært af sine erfaringer, og holder sig til at lade stålet tale.